Nu er foråret kommet til os. Smeltende sne afslører det længe skjulte græs. Det er ikke helt så grønt, som jeg husker det. Heldigvis er der nu masser af sol, der kan hjælpe med at få ændret på kuløren. Jeg må erkende, at jeg, trods 3 måneders sne og udsigt over en af byens mest aktive kælkebakker, ikke har fået kælket. Inden næste vinter skal jeg have købt en kælk!
Semesterets første eksaminer er ovre, og snart drøner 3. semester ud i virklighedens verden til de hvide kitler – GLÆD jer! Det er nogle fantastiske uger, som I vil kunne huske i lang tid frem. Glæd jer over venflons der lykkes og sygeplejersker, der rejser sig op, fordi I kommer. Det er noget ganske andet at se hospitalet fra en kittel, og ikke fra den vanlige tunika på FADL vagt.
I Danmark går snakken for tiden livligt om sygehusstruktur og geografi. Hvis man nævner problemstillingen for nordmænd, griner de. Der har man nemt både 3 og 4 timer til nærmeste lille sygehus. Fra Århus kan man i bil nå mindst 6 akutmodtagelser på én time! Måske har vi det godt alligevel. Det bringer mig til en anden stor begivenhed fra den forgangne uge. 12. semester trak basisnumre sidste mandag. På facebook kunne man følge begivenheden, som dagen skred frem. Nogle skrev lykkelige sangtekster, andre lavede køreaftaler til Esbjerg. Held og lykke skal det lyde herfra med at komme igang. Jeg er sikker på jeres basisforløb bliver uforglemmeligt og lærerigt, selvom det for nogles vedkommende kommer til at foregå i Hjørring. I krisetider hvor nyuddannede akademikere står i kø ved Arbejdsformidlingerne, skal vi alligvel nok være taknemmelige for at få vores første job stukket i hånden.
Sidder du lige nu og kæmper med en alt for lav se-kaffe mens forelæseren plaprer derudaf, kan du glæde dig til at læse resten af dette blad, med masser af medicinergodter for enhver smag.
Bon appetít!
Stine Karlsen
Desværre kan vi ikke uploade bladet denne gang, UNDSKYLD! Der henvises til diverse opsamlingssteder i stedet...
”Det er ikke den stærkeste art der overlever. Heller ikke den mest intelligente. Det er den der er mest modtagelig for forandring”
Charles Darwin
I næste måned sker der noget helt særligt, noget der kun sker to gange om året, vi får nogle nybagte læger ud i samfundet. Vi ved alle sammen at den dag nok skal komme før eller senere, for nogen er det en sløret fremtid om mange år som man slet ikke kan forestille sig endnu, for andre er den skræmmende tæt på, men for dem der bliver kandidater i januar er det ikke længere en fremtid, det er et nu.
Efter flere tusinde siders læsning, hundredevis af leverpostejsmadder, omtrent 200 fredagsbarer og utallige forelæsninger, læsegruppemøder og cykelture i sne, regn og sol er det lige om lidt slut. Alle ord man aldrig troede man ville lære er nu svære at forklare på almindelig dansk og alle de fremmede mennesker man mødte første dag i det enorme auditorium er nu for længst blevet kendte ansigter og gode venner. Nu hvor tingene endelig giver mening skal det hele laves om. Nu bliver man lige som første dag på studiet igen kastet ud i noget nyt og skræmmende. Jeg håber kære medstuderende, I er klar og er blevet godt rustet til at kunne magte den udfordring I står overfor.
Det her er for 12. semester det sidste Acuta, lige som det var den sidste fredagsbar for kort tid siden og det snart er den sidste jul som studerende. Jeg vil opfordre jer til at nyde en mikropause med bladet, tage et par sekunder til at være stolte over hvor langt I er nået og glæde jer til det der venter fremover. Det bliver vildt fedt!
Vi lover at krydse fingre for jer når I nu går endnu flere eksaminer i møde i januar.
Julen er lige om hjørnet. December skydes i gang lige på den anden side af weekenden, og det er nu ikke længere i orden at tænke: ”Nej. Nej. Nej!” når man går forbi de julepyntede butikker nede i gågaden. December måned vil mange nok betegne som den mest stressende af alle, og med en semesterafslutning oveni hatten er man som studerende måske om nogen i risikozonen for at få stress.
Man skal nå at købe julegaver (som man for resten ikke har råd til fordi man har tjent 97.656 kr. i løbet af de første 10 måneder af året - men glemt at lægge til side til dårligere tider), man skal skrive julekort til venner og bekendte (som ikke har den ringeste forståelse for skrivekrampe efter 12 timers notater på læsesalen), og man skal nå at skrive sin egen ønskeseddel selvom man er fuldstændigt fantasiforladt og derfor ikke formår at finde på nogle spændende og realistiske ønsker (og derfor allerede nu kan se frem til en jul med et væld af hjemmestrikkede sweatre og en tallerken mere til stellet som farmor synes man skal samle på). Desuden skal man være den lækreste chick til julefrokosten, man skal bage julekager, pynte op, hygge sig og…
Midt i al denne stres og jag skal man også huske at sove. Søvn gør dig slank og klog og lækker, og det vil man jo ikke misse trods stress og jag. Man kan i høj grad sove for lidt, men kan man også sove for meget? Og kan man indhente tabt søvn eller er der ingen undskyldning for at sove til kl. 14 på søndag fordi man er i søvn-underskud fra årets sidste fredagsbar i dag?
Søvn gør ifølge de kloge også at man bliver mindre modtagelig for sygdomme, herunder infektioner som H1N1, som man i øvrigt også lige skal tage stilling til om man vil vaccineres for eller ej? Er det nødvendigt? Er det sikkert? Hvad er det? Og skal man holde sig til advarslen på døren oppe i medicinerhuset – og blive hjemme eller se frem til 14 dages ferie og en syge- og reeksamen?
Heldigvis sidder du nu med et spritnyt, dugfriskt eksemplar af Acuta, hvor du finder både anmeldelser af årets Medicinerrevy, kan fornøje dig med at læse dit horoskop for de næste to uger, få lyst til at svare på endnu en kontaktannonce, har mulighed for at reflektere lidt over den seneste tids valgdebat og med lidt held kan lære lidt om forskelle på mænd og kvinder, singler eller ej. Nogle ville måske ønske at dette var blevet et helt igennem mandetema, men Acuta-tøserne fik trods undertal (muligvis) forpurret dette.
Så værsgo’, vi håber I får et lille pusterum
Ninna
”Der er noget i luften jeg ved ikke hvad…” Julen er lige om hjørnet (i hvert fald når man bor ved Salling) og der er masser af kærlighed i dette nummer. Endelig har billetmærke 001 udartet sig i et romantisk møde, og der er lagt i kakkelovnen til frække ting, som vi håber på yderligere reportager fra. Vi har i dette nummer rated mænd fra bløde som smør til hårde som defence musculaire, alt efter hvilket job eller speciale de bestrider. Så er det bare at bestemme sig for, hvorvidt man er til blød eller hård og sætte jagten ind hvor jagtmarken er. Er du sørgelig single, er der også opmuntring at hente i dette nummer, lykken er nemlig ikke altid at flette julehjerter.
Du kan også vælge at nominere din elskede læsemakker til årets bedste. En læsemakker er ofte ægte kærlighed. Vi ved, der sidder rigtigt mange derude, der er klar til at hive en op af sølet, når man er opgivende, eller lige har bagt en kage eller bare er drøngode til at lægge læseplaner og forklare biokemiens mysterier for en sproglig student. Mulighederne er mange, men er din læsemakker et pragteksemplar, så skriv!
Turen op af Randersvej er i denne tid lidt sjovere end ellers. Lygtepælene er blevet pyntet med noget, der for en gangs skyld ikke er julepynt, men yndige eksemplarer af den menneskelige race, der så gerne vil have din stemme til det forestående valg. Og når det alligevel går så uendeligt langsomt op ad bakke, kan man jo lige så godt tage stilling til, hvem der er lækker. Jeg har nu endnu ikke fundet nogen, der taler til mit hjerte. Til gengæld mødte jeg en kampagnemand foran Føtex, der gik i gang med at overbevise mig om at stemme på en radikal kandidat, for han så da meget sød ud. Se den hopper jeg ikke på, til gengæld håber jeg på mirakuløs vis at have sat mig ind i det store billede inden valget. Her i bladet finder du også en smule valgdebat.
Næste uge byder på årets revy og dertil hørende revyfest, og kan man gøre andet end at glæde sig! En aften fyldt med mere eller mindre medicinsk humor - vi håber på mere. Forhåbentligt har du købt din billet, eftersom der er udsolgt til alle forestillinger.
Endnu to uger er strøget forbi. Mens skuffelsen over ingen efterårsferie at få langsomt har lagt sig, har bladene på universitetsparkens træer på magisk vis skiftet kulør. Mørket lægger sig stadigt tidligere over byen og julepynten og konfekten på Nettos hylder peger faretruende i retning af jul. Med til efterårets særlige aktiviteter hører, udover de hjemlige af slagsen som brombærplukning og kakaodrikning, også studierelaterede begivenheder såsom revyen og FADL’s generalforsamling.
På Acutas redaktion anser vi det for vores fornemste pligt at underholde vores læsere med – i mere eller mindre grad – fagrelevant læsestof. At kunne hive et Acuta frem i nødens stund under en drøn kedelig forelæsning eller at gemme sig bag bladet lystigt fnisende i den overfyldte linie 14, har undertegnede selv gjort flittigt brug af.
Jovist. At indholdet i det lidt retro A5-format ofte hører til i den lettere fordøjelige ende af det journalistiske spektrum, kan ikke diskuteres. På redaktionen har det hele tiden været vores opfattelse, at vores læsere er ganske tilfredse med denne vinkel. Imidlertid har der i den senere tid været meningstilkendegivelser, som har peget i en anden retning. At vi som redaktion får tilbagemeldinger fra vores læsere er af helt afgørende betydning for, at vi kan lede bladet i den retning, der fra jeres side ønskes. Vi vil derfor gerne opfordre alle jer, der sidder derude med en holdning til bladets stil, til at råbe op og give jeres mening til kende.
Så nu er tiden oprandt til semesterets sidste nummer af Acuta.
Når dette blad kommer er der kommet en afslutning på dette forårs store tv hit. Hvis man er i tvivl er det Tv3´s Paradise Hotel det drejer sig om. Mon Line-Sofie vinder, som rygterne siger? I så fald er hun gået hele vejen, da hun som den eneste har været der fra dag 1. Eller laver de tricks som i 2007 så vi alle er tvangsindlagt til 2 uger mere med pinagtige, grammatisk ukorrekte og ’fucking’ sjove udtaleleser fra ’blomsten’ af Danmarks ungdom?
Mandag i denne uge gik sagen FADL vs. Sundhedsministeren igang - aka kampen om 4 års reglens lovlighed. Vi venter vist alle spændt på udfaldet, og alle opfordres til at heppe på FADL på trods af alle eventuelle kontroverser gennem den seneste tid.
I næste uge, 7. juni, skal vi alle til stemmeurnerne, og fra Acutas side opfordres man til at møde op og stemme til begge valg. Ja – der er nemlig to valg. Europaparlamentet, som de fleste nok har hørt lidt om, med mindre man er begravet i de blå bokse i medicinerhuset. Derudover skal Dansken stemme om ændring af Tronfølgeloven – en ligestillingskamp på royalt plan. Til dem der ikke helt har Tronfølgeloven frisk i erindring, er det nu sådan at hvis et regentpar kun får piger bliver den ældste dronning, mens hvis de får børn af begge køn bliver det drengen der bliver konge uanset fødselsrækkefølgen. Det nye forslag gør den ældste uanset køn til tronfølger. Nok ikke noget der kan ophidse så mange, så mon ikke vi ender med et ja, for en gangs skyld.
På Acuta er der dømt ferie, og da vi tilsammen kun har en patologieksamen tilbage er der kun tilbage at ønske held og lykke til alle dem der sveder over bøgerne. Til alle andre opfordres der til fri leg i skoven. Blot tag dig i agt for lurere med kikkerter og ryttere på høje heste. Hvis man keder sig i ferien, kan man passende sætte sig ned og undersøge hvad underlige diagnoser som ’pigmentinkontinens’ og ’orthostatisk proteinuri’ betyder?
Vi ses til efteråret til et nyt Acuta, vi håber du kommer med ned og leger med:-)
Siden sidste nummer af Acuta udkom, har UMBI, og alle vi andre, med stor sorg måttet aflevere det gyldne bækken til de onde onde økonomer. Ikke fordi UMBI ikke drak og kæmpede som de plejer. Nej, de gjorde som sædvanligt en fantastisk indsats både i båden og med øllen! Men vi må nok sande, at konkurrencen er blevet skærpet, ikke blot trænes der intenst i flere festforeninger op til sejladsen, men rygterne siger at økonomerne har postet 12.000 gode danske kroner i en ny båd.
Til gengæld havde UMBI den überfedeste intro, der behøves nemlig slet ikke hverken strippere eller kameler for at lave et fantastisk show. Pirater, skønjomfru, en båd der heldigvis ikke kæntrede og masser af kanoner med brag og røg i! Ja tak, så er der dømt fest! Dog må vi på redaktionen tilstå at vi også var pænt imponerede af HUMBUGs baywatch og hajer! At respekt for at hoppe i unisøen. Og nu tænker du måske hajer…Baywatch, det så jeg da ikke. Men jo det gjorde du garanteret, det var bare den sidste intro, hvor de første 12 øl allerede var indtaget.
Så er det også ved at være tiden hvor det politiske engagement skal findes frem, og de politiske holdninger støves af, der er nemlig valg til Europaparlamentet d.7 juni. Er man en af de mange, der hælder lidt fra den ene til det anden holdning, er det nu der skal læses op på lektien, så krydset kan blive sat det helt rigtige sted. Så mødte du op til 1.Maj med en holding om, at Lars Løkke og hans sundhedspolitik ikke er noget for dig, og blev mødt af Villys holdning om, at kun igennem griskhed og grådighed kan man få råd til et hus til 7.millioner (hvem nævnte hårdt arbejde?), så er det om at komme i gang.
Hvis du til gengæld er en af de politisk bevidste, kan du begynde at overveje om det er dig der skal på valglisten næste gang. Ifølge Maastricht-traktaten har enhver EU-borger nemlig ret til at stille op til kommunal- eller europarlamentsvalg i det land, som han eller hun er bosat i.
Vi skulle hilse fra Grisen, og sige tak til de der fulgte opråbet fra de stakkels svin, og ændrede den ny influenzas navn fra svineinfluenza til slet og ret influenza a. Som nævnt i sidste nummer er influenza a også en fællesbetegnelse for de mange forskellige influenzaer, der har et S-antigen til fælles. Navnet er i vores øjne derfor stadigt misvisende, og rammer en masse andre uskyldige vira, der endnu ikke har givet lyd fra sig. Måske fordi de er for små til at blive hørt?
Siden sidst har H1N1 (det diplomatiske navn) spredt sig proportionalt med at nyhedsdækningen er aftaget. Måske efter medierne har fundet ud af at den er knap så dødelig som frygtet?
Eller vil vi her på Acuta sige nyd solen, nyd eksamenslæsningen og nyd fremfor alt dette nummer af Acuta, årets næstsidste.
Stine Daugaard
Grisen er fløjet…
Acuta’s maskot, grisen, der har fulgt os i tykt og tyndt, tørt og vådt, er gået under jorden af frygt for at blive syndesvin for den potentielle pandemi af swine flu. Dyrerettigheds aktivister har også påpeget uretfærdigheden i at influenzaen bliver opkaldt efter dyret og ikke stedet den er opstået, som f.eks. den spanske syge blev. Grisen har erklæret sig enig i dette statement, og sender en ydmyg hilsen til alle om ikke at bebrejde den og dens artsfæller. Her på redaktionen spekulerer vi i om det er Skejby grisenes hævn over forskerne?
De første eksamener er som bekendt løbet af stablen, og 12.sem fik fornøjelsen af en anden smitsom sygdom lungetuberkulose som hovedspørgsmål i medicin. Det er jo heller ikke et særligt smalt område, men med stigende incidens må man vel ruste lægestanden til at holde problemet nede. Acuta opruster også i dette nummer, hvor vi fodrer jer med facts om influenza, enten et lille brush up for de der har haft mikrobiologi, eller hel ny viden for de yngste semestre. Hermed skulle vi også sikre et samtaleemne til de forestående konfirmationer hvor moster Oda nok godt kan trænge til en mere videnskabelig tilgang til emnet.
Når dette nr. udkommer har universitetets festforeninger stadig en lille uge til at piske vandene i Unisøen op, under deres træning for at være i bedst mulig form til kampen om det gyldne bækken. Et medlem af redaktionen har første parket til at overvære træningen og kan rapportere om, at der har været trængsel de sidste dage med op til 3 festforeninger i vandet af gangen. Der udvises forskellig taktik til hvordan sejladsen optimeres, Umbi hælder til den mere aggressive og højtråbende, mens andre festforeninger er mere fredelige og kommer med opmuntrende tilråb (måske er det HUMBUG der har sådan en human tilgang?).
Uanset hvad glæder vi os her på redaktionen vildt og inderligt til den store dag oprinder, vi håber på sol og tror på kolde øl og UMBI.
God næsten sommer derude, og husk at hamstre nok OP-mundbind til at klare pandemien.
Ak ja. Forårets søde komme. Hvor krokusserne (hedder det virkelig det?) blomstrer og halstørklædet efterhånden kan smides. Foråret har dog sine luner med pludselig blæst af orkanstyrke og brat regn. Men foråret kommer, og det nyder vi. I hvert fald dem, der ikke sidder og sveder på læsesalen over de kommende eksaminer. Vi ønsker held og lykke med farmaeksamen i dag, og sender trøstende tanker til de 12. semesterstuderende, der har trukket et skrækkeligt nummer med udsigt til et år i Hjørrings gader eller Thisteds dystre hospitalsgange. 1. semester, der endnu kun er nået til albuen, kæmper på FADL-holdene med navne på de accesoriske respirationsmuskler: musculus sternocleidomastoideus, scalenermusklerne og intercostalmusklerne. (Hvad er scalenermusklerne egentlig for nogen? Nu er jeg på 11. semester og har aldrig rigtigt lært, hvad de kan...). 3. semester tusser snart forvirrede rundt på gangene og leder efter ledige læger. Et godt råd til disse studerende er bl.a. at finde i sidste nummer af Acuta, hvor vi demonstrerer de vigtigste ting til kittellommen. Vi foreslår dog en udskiftning af stetoskopet til sidste nye skrig (se bagsiden).
CRP, CPR, PCR. Alle tænkelige kombinationer af disse tre bogstaver findes i lægevidenskaben. Førstnævnte er, som de fleste vil vide, en akut fasereaktant, der stiger, hvis en patient har en infektion. Men ny forskning tyder på, at man kan bruge CRP som markør for en lurende cancer. Anbefalingerne lyder altså fra forskergruppen til de praktiserende læger: Send patienterne til røngten af thorax, hvis I finder en let forhøjet CRP, og der ikke er tegn til infektion. På Acuta forudser vi en kraftig øgning af stråleinduceret cancer og kraftigt tryk på de stakkels radiografers og radiologers ellers fredelige dagligdag med kaffe og kage og kage og kage og mere kaffe.
Acuta efterlyser endnu engang nye medlemmer til redaktionen. Hver anden tirsdag kl. 17 (se datoerne på indersiden af forsiden) byder vi velkommen til medicinstuderende, der har lyst til at skrive en lille klumme, lidt reflux, lave lidt mad, eller bare hygge og spise slik. Mangler du et konkret projekt, før du tør kigge herned, så kan vi oplyse, at vi har en bog fra FADL’s forlagliggende klar til anmeldelse: Hun var følelsesløs fra fødderne og nedefter. Det er en bog, der er skrevet af danske forfattere, der hver i følge bagsiden bidrager med ”dramatiske, sexede, kyniske, fabulerende, småperverse eller neurotiske lægenoveller”.Undertitlen er: Under kitlen banker moderne lægehjerter af guld. Anmelderen må naturligvis beholde bogen efter endt arbejde.
En mere alvorlig nyhed er, at anatomisk institut har mistet en dygtig lektor. Jan Rytter Nørgaard er afgået ved døden. Han er kendt af og har gjort stort indtryk på mangt en medicinstuderende, som underviser på 1. semester og forfatter til bøgerne: Medicinske fagudtryk – En klinisk ordbog med kommentarer og Anatomiens navne. Jan Rytter Nørgaard vil blive savnet. Nyhedsredaktionen kondulerer.
Marts er kommet, vi er nu ved at være godt inde i semesteret, og for dem der går på 6./7. er det snart ved at være tid til eksamenslæsning. Farma er ikke just nemt, det er komplet umuligt at huske det hele – men sådan føles det jo altid, så mon ikke det går alligevel? Biostat er som altid tørt. Vejret er gråt, og krydset Randersvej/Ringgaden er stadig livsfarlig at gebærde sig ud i på cykel.
- Så hvad er der så at glæde sig over i denne tid, med stadigt flere krakkede banker og deprimerende nyhedsstrøm?
Man kan glæde sig til Faglig dag fest i aften, til at foråret er lige om hjørnet - med solskin forårsforelskelser og cykelture uden jakke på, og ikke mindst at udsigten til SU i de sidste studieår ser ud til at være bevaret.
Det set ud til at regeringen kommer igennem med et smalt skatteforlig. Nu må vi se om det får effekt på den skrantende økonomi, hvor alle eksperter kæmper om at kunne give et bud på en effektiv løsning, der efterhånden ikke virker til at være nært forestående
Hvis du skal til fest i aften, så glem ikke at tage et blik på de fremragende scorereplikker, vi har fundet frem til dig i denne uge.
I denne uge blev Acuta begunstiget med en Guest Star direkte importeret af IMCC fra Berlin. Glem ikke at læse hendes lille tyske eventyr:)
Skulle du selv sidde med en lille Acutaner i maven, er du mere end velkommen til at komme ned os på 2. sal hos FADL tirsdag d. 17. kl 17 og hveranden tirsdag derefter, og måske skrive lidt og ellers bare hygge dig med lidt slik og godt selskab:)
Til sidst skal det bare nævnes at Acuta i dette nummer som de eneste(!) bringer de eksklusive nyheder om deltagerlisten til KAPSEJLADSEN 2009.. Lad træningen begynde – vi tar´ dem igen i år ik?
Så nu er der gået 4 uger med det 21. århundredes svar på Mesias i verdens mest magtfulde hverv (til de der er i tvivl tales der om Obama som Mr. President). Har han formået at redde verden endnu? Nej, det kan man ikke helt sige, men han gør da et forsøg. Det er heller ikke den nemmeste opgave han er kommet ud i, George har efterladt en verden i kaos. De folk Obama har fundet, har heller ikke haft helt rent mel i hele posen. Som han selv indrømmer, ville han aldrig kunne finde nogen, der var helt pletfri – hvor er det dog skønt med en ærlig politiker, der ikke pakker det hele ind.
Herhjemme taler medierne om bankregnskaber og aktiekurser i et væk, og i en sådan grad, at selv vores kære dansetrold af en statsministerfrue heller ikke gider høre mere på det? Er det en dårlig måde at gøre sin mand upopulær på før et eventuelt karriereskifte, eller er hun bare en almindelig dansker, som vi andre egentlig bare kunne være ligeglad med?
Forargelsen var stor da billederne af en bezingrillet marsvinehval kom på forsiden, for hvordan kan unge mennesker finde på den slags. De voksne kan nu også være med, når de næsten udsætter mennesker for samme behandling i demokratiets navn? Kan vi ikke finde en bedre løsning? DR har forsøgt at sætte fokus på Afghanistan i denne uge, måske er det tid til at være kreative?
Vinterferien levede i år op til sit navn, og bød på sne, kulde og smukt vejr. Det var dejligt at stå op til en smuk frossen Unisø. Nu mangler vi bare at få en ordentlig omgang sne, som man kan kælke i uden at blive brun på bagenden.
De kommende to uger byder på masser af aktiviteter for den læsetrætte mediciner. Det er bare med at møde op til bare enkelte af de mange foreningsarrangementer, og lære noget, som man måske ikke lige kommer til eksamen i - men hvad betyder det, når det er noget, man kan bruge i resten af sit (læge)liv i stedet?
Til slut er der blot at sige : God fornøjelse med Lang Fredagsbar i aften!!!